Komodovaranen

Komodovaranen

Komododragen er verdens største øgle

Komodovaranen

Komodovaranen: Komododragen, som den også kaldes, er verdens største øgle. Komodovaranen blev i 1912 videnskabeligt beskrevet som Varanus Komodoensis – det største firben i verden. Den kan blive over 3 meter lang og veje næsten lige så meget som en voksen mand. Den er verdens farligste øgle, da den kan slå store dyr og mennesker ihjel.

Komodovaranerne lever kun i Komodo National Park som blev grundlagt i 1980, med det primære formål at beskytte de store varaner samt det øvrige plante- og dyreliv i området.

Kæmpeøglen lever især af ådsler, men kan også selv jage byttedyr såsom geder, hjorte og endda heste og vandbøfler, der vejer mange gange mere end den selv. Varanen nedlægger mellemstore dyr, som eksempelvis hjorte, “med en hård tackling”. Men de allerstørste dyr kan komodovaranen ikke overmande på normal vis, så der bruger den sit giftige bid.

Giftigt bid: Komodovaranens bid er så kraftigt og giftfuldt, at det kan dræbe både mennesker og dyr. Kæmpeøglen bider sit bytte én enkelt gang, hvor den tilfører sit bytte en slags nervegift. Byttet dør således enten af forgiftningen eller af blodtab.

Øglen finder frem til byttet ved hjælp af sin fantastiske lugtesans. Den kan lugte et dødt dyr på fire kilometers afstand. Som en slange lugter den ved hjælp af sin lange, gule spaltede tunge, som den hele tiden spiller med.

Stor appetit: Komodovaranen kan æde, hvad der svarer til 300 bøffer i ét måltid. Varanen har lange, krumme og savtakkede tænder, og i modsætning til en krokodille, kan den nemt tygge igennem skind og kød. Intet går til spilde. Den sluger også indvoldene, huden, knoglerne og hovene. Som en anden drage lever komodovaranen i huler.

Trusler: Den store øgle er først og fremmest truet, fordi den er sjælden. Den lever kun på ganske få øer i Indonesien, og man mener, at der kun er omkring 6.000 tilbage. Komodovaranen har tidligere været jaget, men er nu totalt fredet.

Det sker dog at varanerne bliver ofre for én af sine egne artsfæller. Store komodovaraner er kannibaler, og æder gerne de små varaner. Derfor lever de små varaner oppe i træerne, hvor de kan være i sikkerhed for de store, som ikke kan klatre.

Læs mere om udflugter til Komodo National Park og komodovaranernes ø Komodo Island.

Læs mere om Komodovaranen hos Reptilia – klik her https://reptilia.dk/komodovaran/