Storfamilie rundrejse på Bali & Gili øerne – maj 2019

Udtalelse fra kunde

Jakob & Lotte

Storfamilie rundrejse på Bali & Gili øerne – maj 2019

Vi var 9 personer afsted – 5 af dem børn – og alle mand har haft en uforglemmelig tur.

Dag 1-4 i Ubud på hotellet Sri Bungalow: Efter en lang, men god, flyvetur kom vi frem til lufthavnen i Denpasar på Bali. Her stod Travel2Bali’s egen guide og chauffør klar med kølige klude, vand mv. og de fragtede os (i en spritny bus) ca. 1,5 times kørsel til det første hotel i Ubud – utrolig flink og professionel guide, som kunne give os diverse anbefalinger og gode råd.

Hotellet lå  “down town” i Ubud og var rigtig fint. På hotellet havde vi to suites/hytter med rigtig god plads, gode senge, aircondition og nogle fantastiske balkoner med udsigt til en lille bæk med tropiske planter og træer. Vores nabo var hotellets spa, hvor man kan få behandlinger for noget der ligner 35,- DKK for 30 minutters massage behandling.

De første dage bød på en kombination af “fridage” med afslapning og ture. Ikke langt fra hotellet ligger den populære Monkey Forest, som bestemt er et besøg værd. Vi var også på en planlagt udflugt/trekking tur ud til de smukke risterasser, Ulun Danu templet, Tanah Lot templet og det røde koralvandfald Tanah Barak i Munduk – flere af dem på UNESCO verdensarvslisten.

Generelt var oplevelserne og kulturen i Ubud noget af det man tænker tilbage på – gælder både for børn og voksne.

Dag 4-8 på Gili Trawangan på hotellet Oceano Jambu Luwuk: Efter 1,5 times sejltur fra Bali ankom vi til Gili Trawangan. En sejltur med rigtig fin komfort ift. hvad vi havde tænkt hjemmefra.

Der er ikke så meget at sige – der er ubeskriveligt smukt på Gili og det minder mest af alt om et postkort, uanset hvor du kigger hen. Stemningen var overalt meget afslappende og her kommer man helt ned i gear. Biler og scootere er erstattet med hestevogne og cykler – ret fedt for børnefamilier. Vi boede i et stille område (den nordlige del af øen) på et familievenligt hotel og i bungalows med masser af plads.

Vandet er omkring 30 grader, krystalklart og med smukke koraller og farverige fisk – vi var især begejstret for at snorkle med havskildpadderne.

Hotellerne og restauranterne ligger på stranden, hvor børnene har mulighed for at lege imens de voksne hygger og spiser god mad. Med bål på stranden, stille musik og lanterner i træerne, så er stemningen sat. Nogle fantastiske dage i paradis.

Dage 8-12 i Sanur på hotellet Segara Village: De sidste dage havde vi i Sanur tilbage på Bali. Hotellet var et godt hotel på stranden i Sanur med smukke parker/haver. De gjorde lidt ekstra ud af omgivelserne og maden på det hotel – eks. egen bager/konditor osv. – og morgenmaden var kanon.

Vi brugte primært dagene i Sanur ved stranden og poolen, dog lige afbrudt af en spændende tur ud i lokalsamfundet ca. 1,5 times kørsel fra hotellet. Her besøgte vi en lokal skole, en landsby og privat hjem – vi prøvede endda kræfter i rismarken.

En rigtig lærerig tur for både børn og voksne.

Hilsen Jakob & Lotte

Se rejsebeskrivelser fra andre gæster