Sommerferie på Bali, Gili og Lombok – juli 2015

Udtalelse fra kunde

Joan Kjædegaard

Sommerferie på Bali, Gili og Lombok – juli 2015

Vi er en familie på 4 med to børn på 12 og 15 år, som har været på en fantastisk sommerferie. Vi ville gerne se Bali, Gili Islands og Lombok. Vi var lidt sent ude med at tage beslutningen, men jeg skrev til forskellige af dem der reklamerer med at arrangere ture til Bali.

Tim fra Travel2Bali svarede meget hurtigt og da hans forslag, priser og informationer lød rigtig fornuftige endte vi med at bestille via ham. Og det fortrød vi på intet tidspunkt. Han er enormt grundig og de ting han havde planlagt fungerede helt perfekt dernede. Så en stor tak fra os til Tim og Travel2Bali for en super tur!

Vi fløj med Emirates fra Hamborg via Dubai. Vi ankom sent om aftenen og kunne så gå i seng og få en almindelig nattesøvn og var derefter klar til oplevelser.

Vi startede med 2 nætter i Sanur på Parigata Spa & Resort. Derefter blev vi hentet om morgenen på hotellet og kørt til Serangan, hvor vi skulle sejle med Blue Water Express til Gili Trawangan. En lidt lang sejltur, hvor vi blev vippet lidt men ikke mere end at mange sad oppe på taget og nød sol og skumsprøjt.

Vel ankommet til Gili Trawangan hoppede vi ned i sandet og fik bagagen rakt ned. Vi gik op og fandt en lille hestevogn, som kunne køre os til Vila Ombak, hvor vi skulle bo de næste 4 nætter. Turen kostede 50.000 rupia for bagagen og pigerne – det var klart de 25 kroner værd.

Gili T er en lille ø med mange turister i området fra Vila Ombak og nord på. Om dagen stille og roligt med mange dykkercentre. Om aftenen mange unge mennesker og fest. Dette mærkede vi ikke så meget til helt nede ved Vila Ombak. Vi gik en tur rundt om øen, cirka 8 km. På sådan en tur ser man både den rolige del og den med de mange turister. Hvis man ikke har lyst til at gå rundt er det også muligt at cykle eller køre med hestevogn hele vejen rundt.

Mange steder tilbydes der sejlture. Vi snakkede med forskellige og valgte en nede midt i byen. Vi kunne komme på en public tour med cirka 30 personer i båden. Dette kostede 100.000 Rupia pr. person. Vi fik i stedet en tur bare os 4 i 4 timer med 2 guider til at sejle og dykke sammen med os. Det gav vi 600.000 for. Helt klar pengene værd kun at være os 4 om bord. Vi gjorde holdt 4 steder og så fisk, koraller og ikke mindst havskildpadder – endda på ret nært hold. Vi sejlede omkring Gili Meno og var i land på Gili Air, hvor der var frokost stop – vi snorklede dog videre.

Efter skønne dage på Gili T skulle vi videre til Lombok. Vi blev sejlet over af hotellets speedbåd, så det tog ikke lang tid inden vi stod på endnu en strand med al vores bagage. Her blev vi hentet af chauffør og guide, som skulle køre os til vores hotel, Senggigi Beach Hotel. Et stort hotel, ret roligt.

Inden guiden tog af sted aftalte vi, at de skulle hente os igen dagen efter, så vi kunne komme på sightseeing på den nordlige del af øen. Grundet Ramadanens afslutning samt Galungan den 15/7 droppede vi yderligere sightseeing – ville ellers meget gerne have set den sydlige del af Lombok også.

Næste gang skal vi bo dernede – og bestige Mt. Rinjani. Vi havde en fantastik tur rundt på øen. Tempelbesøg og tur på tværs af øen, som var meget frodig. Vi så flotte rismarker, kaffeplanter, palmer og meget mere. Stoppede flere steder med flotte udsigter. Stor respekt for chaufførerne dernede. Meget små veje og utallige scootere. Spændende, flot og fantastisk. Vores tur gik rundt om Mt. Rinjani og sidste stop var i en lille by, hvor ture til Rinjani og de 3 vandfald starter. Her fik vi en sen frokost inden en lokal guide tog os med ind til de 2 første vandfald. En fantastisk sød og hjælpsom guide, som hjalp os langs, over og igennem floden. Børnene badede ved begge vandfald. En super flot og fantastisk tur. Som med lidt besvær kan klares med et par krykker. Vel retur på hotellet ved 20 tiden om aftenen.

Sejlturen tilbage til Bali bød på en del bølger, så det var dejligt at komme i land i Padangbai. Vel i land havde vi en meget lang/tidskrævende køretur til Ubud. Utrolig meget trafik, hvilket skyldtes dels ferietid og dels det vulkanudbrud der var på Java. Det betød nemlig at de mange muslimer der skulle hjem til forældrene ved Ramadanens afslutning ikke kunne flyve. De kom derimod i bil. Ud over den megen trafik mærkede vi heldigvis ikke noget til vulkanudbruddet.

Ubud har ændret sig meget siden vi var der i 1994. Vi havde 3 nætter på Sri Bungalows, et lille hyggeligt sted med rismarker mellem bygningerne. Vi lavede en større shop-amok og fik købt alle de ting vi gerne ville have med hjem. Flotte kjoler, malerier, træting, kaffe mv. Var også en tur i Monkey Forest og en aften var vi kulturelle og overværede et Gamelan show.

Da vi skulle videre var der planlagt en sightseeing tur op over bjergene mod Pemuteran. Vi så træskærerværksted og sølvværksted, besøgte templer og spiste frokost i Kintamani med udsigt til vulkan og kratersø inden turen gik videre op over bjergene. Undervejs besøgte vi en kaffefarm og fik forskellige slags kaffe, chokolade og kakao med hjem. Vel fremme på hotellet i Pemuteran var vi atter mættet af mange indtryk.

I Pemuteran havde vi 3 nætter. Det blev dage med pool, sort sand, snorkeltur til Menjangan Island og en gåtur til et tempel lidt derfra. Gåturen gik gennem et område, hvor lokale balinesere boede. Spændende at se hvordan deres små farme og butikker – og hverdag ser ud.

Da vi tog afsked med Pemuteran var det også tæt på afsked med Bali desværre, Vi havde heldigvis endnu en hel dags sightseeing foran os. Vi startede på Atlas Pearlfarm lidt udenfor Pemuteran, hvor vi hørte om, hvordan de dyrker perlerne. På vejen tilbage over bjergene gjorde vi holdt ved varme kilder, hvor vi badede, så atter masser af blomster, rismarker og templer. Dagen sluttede ved Tanah Lot, hvor vi så en dejlig solnedgang sammen med rigtig mange andre turister.

En fantastisk tur, som vi gerne gør igen – og også gerne med Travel2Bali som arrangør. Alt fungerede som planlagt og både på Bali og Lombok havde vi nogle meget flinke og informative guider.

Mvh. Joan Kjædegaard

Se rejsebeskrivelser fra andre gæster