Familieferie på Bali – oktober 2016

Udtalelse fra kunde

Christina & Jesper

Familieferie på Bali – oktober 2016

Drømmerejse for hele familien til Bali – I oktober 2016 var vi med vores børn på 5 og 8 på en helt speciel drømmerejse til Bali. Turen blev arrangeret til perfektion af Tim, og vi følte os på intet tidspunkt overladt til os selv.

Vi fløj med Singapore Airlines fra København til Bali, med et kort stop i Singapore. Flyturen havde været et punkt til bekymring for os inden vi tog af sted. Men turen gik over alt forventning, alt klappede bare og stor ros til Singapore Airlines for deres opmærksomhed på vores børn. Rigtig lækker børnemenu, kæmpe udvalg af børnefilm og så fik de en lille gave på hver af flyvningerne.

Da vi landede i Denpasar, blev vi mødt af de mest vidunderlige mennesker, vi kunne have drømt om, Wayan og Agung. Vi kunne mærke, at de virkelig havde lyst, til at gøre vores ophold på Bali til den drømmerejse vi havde håbet på. Intet var overladt til tilfældighederne – blandt andet havde de sørget for kolde vaskeklude for at vaske flyveturen væk og koldt vand til os i bilen. Turen mod vores hotel i Ubud fortæller en del om den ekstraordinære service de giver en.

På alle køreture vi har været på, mærker man guidernes passion for Bali og for at videreformidle øens mange unikke historier.

I Ubud havde vi valgt at bo på Sri Bungalows, et utrolig dejligt mindre hotel med imødekommende og opmærksomt personale. Her havde vi et lækkert familie værelse i 2 etager. Hotellet har en helt perfekt placering med alt inden for gå afstand, også for små børnefødder. Specielt husker vi Monkey Forest og det lokale danseshow.

Fra Ubud havde vi planlagt to ture. Den første var en kort trekkingtur, hvor vi oplevede mange forskellige ting på kort tid. Vi gik gennem rismarker, en jungle, et tempel og besøgte en kaffeplantage. Wayan delte ud af sin store viden på turen, og han var meget opmærksom på børnene. Der blev på turen indlagt små pauser, hvor han havde medbragt vand og specielle frugter fra Bali vi kunne smage. Efter stoppet i kaffeplantagen blev vi kørt til et Batik værksted, hvor vi fik et indblik i processen med at lave Batik. Oplevelsen blev helt specielt for børnene, da de fik lov til selv at prøve kræfter med at lave Batik på traditionel manér.

Et par dage senere var vi på besøg i en lokal landsby, hvor vi fik en indsigt i deres dagligdag. Igen føler vi at dagen var tilrettelagt med fokus på børnene, som bl.a. fik mulighed for at lege med de lokale børn i skolen, lave små opsætninger af blade, folde kurve, så ris og lignende. Alt dette var perfekt lagt ind i besøget i landsbyen, hvor det vekslede mellem et indblik i deres hverdag og små indlagte praktiske ting. På turen havde vi glæden af at have Agung med, som sammen med den lokale guide fulgte os hele dagen.

Feriens sidste ophold var i Sanur på Parigata Villas. Et utrolig lækkert hotel, hvor hvert lille hus har privat pool, som var perfekt til børnene.

I Sanur havde vi planlagt tre dage med udflugter. Agung havde arrangeret, at vi kunne komme med til en stor kremeringsceremoni. Det var en kæmpe oplevelse for hele familien, og vi blev rigtig godt modtaget af de lokale, og følte os velkomne. Dagen efter havde vi fået arrangeret en heldags tur, hvor vi kom rundt og oplevede mange af Balis forskelligheder, på turen oplevede vi bl.a. et stort vandfald, rismarker, sort sand og vi badede i varme kilder.

På vores sidste tur badede vi med delfiner. Vi blev sejlet ud til havbassiner. Her blev vi tildelt vores egen delfintræner, der sammen med delfinen Adan gav os en meget speciel oplevelse for både børn og voksne. Vi havde 30 min. i vandet med dem, hvor vi blandt andet spillede bold med Adan, gav ham massage og dansede med ham. En oplevelse særligt børnene aldrig vil glemme.

Vores drømme til den store ferie blev opfyldt til fulde, der var utrolig stor fokus på os og vores velbefindende. Alle steder vi kom hen blev børnene opvartet og modtaget med smil og varme, og vi følte os alle i gode hænder.  Lokalbefolkningen er meget åbne og imødekommende, og man mærker et utroligt overskud alle steder.

Det var rigtig godt tilrettelagt med ophold 3 forskellige steder på øen, hvilket gav os følelsen af at vi fik 3 forskellige ferier i en. Turene var indrettet, så der var fokus på hele familien.

Vi skal helt sikkert tilbage til Bali igen, og der er ingen tvivl om, at det igen er Travel2Bali der skal arrangere vores næste tur.

Christina & Jesper, Kolding

Se rejsebeskrivelser fra andre gæster