Familieferie på Bali og Lombok – november 2015

Udtalelse fra kunde

Familie Kobberø

Familieferie på Bali og Lombok – november 2015

Vi vil gerne starte med at give Tim Laugesen og Travel2Bali vores allervarmeste anbefaling. Og så selvfølgelig uddybe hvorfor.

Vi besluttede os i starten af 2015 for at vi gerne ville til Bali i 2-3 ugers tid i november 2015. Vi har før både rejst på egen hånd og med rejsearrangør, men da vi denne gang skulle rejse med vores to små børn besluttede vi hurtigt at vi gerne ville betale lidt ekstra for den tryghed og service, der forhåbentligt lå i at have en arrangør til at bistå os.

Vi undersøgte forskellige muligheder, både de store kendte rejseselskaber, men faldt også over Travel2Bali. Vi snakkede med Tim, der efterlod et meget positivt førstehåndsindtryk. For at være ærlige havde vi vores overvejelser i forhold til et mindre rejsebureau, mens de kendte selskaber føltes som det lidt mere ‘sikre spil’. Men med den service, kommunikation og indlevelse som Tim leverede i forhold til vores planlægning gjorde valget af Travel2Bali meget let.

Og vi blev på intet tidspunkt før eller under rejsen skuffede. Vi har aldrig før oplevet et lignende serviceniveau, med alt fra ændringer i planerne undervejs, vores mere eller mindre ukurante ønsker, tvivlsspørgsmål, ja lige meget hvad var Tim altid både meget hurtig, kompetent og lun i sin feedback. Selve rejsen blev én lang understregning af dette. ALT klappede til perfektion, der var ganske enkelt bare styr på det hele, og alt gled helt som planlagt. Hvilket er utrolig rart når man rejser med to små børn og bare ønsker at nyde en dejlig ferie med dem.

Måske man betaler lidt ekstra for at rejse gennem et bureau som Travel2Bali, men de priser vi fik var meget konkurrencedygtige og serviceniveauet som skrevet i en liga for sig selv. Så vi vil i meget høj grad takke Tim for en helt igennem fantastisk oplevelse på Bali og Lombok. 2 destinationer der ligeledes meget varmt kan anbefales, virkelig en oplevelse vi aldrig vil glemme.

For en god ordens skyld bør vi nok nævne at vi boede i Ubud, Lovina og Sanur på Bali, på Gili Trawangan og slutteligt ved Sekotong på Lombok. Det er svært at fremhæve det ene sted frem for det andet, da de alle bød på enestående gæstfrihed, smuk natur, dejlig mad og alt hvad der ellers kræves for en dejlig ferie. Skal der dog fremhæves et sted synes vi virkelig Lovina var et hit. Smukt, afslappet og hyggeligt, med rigtig gode turmuligheder.

I Lovina tog vi på en delfinudflugt med en gut, der hedder Nyoman Cepeng, som findes ved Starlight Lovina. Han tog os ud halvanden time senere end alle andre turister, og vi fik den mest fantastiske tur, hvor vi sejlede helt alene sammen med en stor flok delfiner, og tilmed også en hval, hvorefter han tog os med på en rigtig god snorkeloplevelse.

Tim havde planlagt det sådan at vores transfers mellem stederne på Bali var udflugter med stop ved seværdigheder. Det fungerede rigtig godt og den lokale guide var virkelig fin. Atmosfæren, naturen og oplevelserne placerer sig helt i top af vores rejsehitliste.

Bedste hilsner Bjarke Kobberø og familie

Se rejsebeskrivelser fra andre gæster