Bali rundrejse med 5 destinationer i oktober 2017

Vel hjemkommet fra vores Bali tur, vil vi (Bente og jeg) gerne takke for en fantastisk velgennemført tur – på alle områder. Vi havde valgt en rundrejse med egen guide og chauffør. Og det var en mega succes.

Wayan og Agung, som fulgte os på hele turen, blev vi næsten personlige venner med. Begge gjorde det perfekt. Deres viden om Balis historie, kultur og udvikling er særdeles stor. De supplerede hinanden på bedste vis. Deres viden om seværdighederne og Bali generelt gjorde en stor forskel og samtidig har de begge en fin form for humor, som vi satte stor pris på.

På rundrejsen havde vi 5 primære destinationer: Sanur, Ubud, Candidasa, Lovina og Pemuteran. Alle steder var hotellerne af fin standard, god beliggenhed og med en god og venlig service. Her havde vi mulighed for at undersøge det lokale område på egen hånd og også tid til afslapning.

Det gjorde vi alle steder. Her skal ikke gås i detaljer, men oplevelsen af en kremation (begravelse) og den efterfølgende aftenfest (kremationsfest) i Pemuteran var helt speciel. Ligeledes skal også nævnes snorkelturen til Menjangan Island. Perfekt gennemført med god tid til at nyde de flotte koraller og de store mængder af fisk i alle farver og størrelser.

Under hele opholdet på Bali “lurede” vulkanen Mt. Agung på et udbrud. Det kom heldigvis ikke. Vi var på intet tidspunkt urolige. Vi var naturligvis også tilfredse med den attention, som I havde for jeres gæster med Mrs. Ari’s besøg hos os i Ubud. Vi kunne i øvrigt dagligt følge status på Mt. Aung på Facebook. Det benyttede vi dog ikke særlig meget – vi var i gode hænder. Både Wayan og Agung gav os løbende orientering om situationen.

Afslutningsvis skal nævnes at flyveturen frem og tilbage med Emirates forløb helt planmæssigt.

Det skal nævnes, at jeg var på Bali første gang for 22 år siden. Meget har ændret sig, men vigtigst – de 2 ture kan ikke sammenlignes. Med denne tur fik vi en langt bedre og meget dybtgående viden om Bali, ikke mindst om dens historie og kultur. Det satte vi stor pris på. Vi fik virkelig Bali “ind under huden”.

Vi kan og vil på det varmeste anbefale Travel2Bali som turarrangør til Bali. Den personlige fokus – som du og dine kolleger på Bali gennemførte for os – gjorde en stor forskel. Dejligt at opleve stor kompetence og service fra start til slut. Tak for en fantastisk tur.

Mange hilsner Bente Skov & Hans Abildgaard.

Se rejsebeskrivelser fra andre gæster