3 ugers ferie på Bali og alle øerne omkring i juli 2019

”At rejse er at leve” – det velkendte citat af H.C. Andersen beskriver i den grad vores rejseeventyr i lige knap 3 uger til fantastiske Bali, Gili Trawangan, Lembongan, samt 3 dages sejlads ved Flores, Komodo, Padar og omkringliggende øer i juli/august 2019.

Dette skyldes ikke mindst vejledning, rådgivning og guidning fra Tim Laugesen fra Travel2Bali, samt vores 2 fantastiske, kompetente og dygtige guider Wayan og Ari, som vi havde fornøjelsen af på henholdsvis Bali og Komodo-turen.

Vi er en familie med 3 børn på 8, 10 og 14 år, samt en frisk mormor på 62 år, som efter mange måneders overvejelser, søgen på Nettet, læsning af rigtige mange rejseanmeldelser, fandt ud af, at konfirmationsgaven til ældste barnet skulle være en rejse til Bali og Indonesien. Jeg faldt gentagne gange over anmeldelser, som roste Tim Laugesen rigtigt meget, og derfor ringede jeg til Tim til en uforpligtende snak.

Det blev dog starten på mange snakke, og meget hurtigt fandt familien og jeg ud af, at det skulle være Tim, som skulle tilrettelægge vores rejseeventyr. Tim er helt speciel, ikke mindst pga hans kærlighed og mange års viden og erfaringer med Bali. Han var klar til at hjælpe med alt, og vi kunne altid bare ringe, hvis der var noget. Faktisk ringede Tim og fulgte op på vores oplevelser et par dage, vi var kommet hjem.

Tim fik sammensat en rejse til os, vel at mærke set ud fra vores søns interesser, da det jo var hans gave. Vi har rejst meget, også uden for Europa. Vi var lidt betænkelige ved, at alt var planlagt til mindste detalje, da vi før er rejst ud og selv har klaret meget af det før eller undervejs. Men alt ved denne rejse fungerede til punkt og prikke, uden vi nødvendigvis følte, at det var en pakkerejse.

Det blev til Bali først i ca halvandet døgn, hvorefter vi fløj ud til Flores og var på en enestående sejllads i 3 døgn på en skonnert med fuld forplejning af et sødt, opmærksomt og altid smilende mandskab, samt ikke mindst vores unge og kompetente guide Ari. Ari tog imod os, allerede da vi landede i lufthavnen, og derfra fulgte han os de næste 3 døgn. Vi var kun os 6 på båden udover Ari og mandskabet, og det var helt fantastisk.

Husk, at på denne 3-dages sejllads må man kun have 10 kg håndbagage med pr mand, og det er ikke nødvendigt med håndklæder og svømmeudstyr, da det er på båden, også til børnene. På denne 3-dages sejllads indviede Ari os i en del af Indonesien, som ikke kan sammenlignes med Bali, Gili eller Lembongan. Han havde en utrolig viden og ville meget gerne fortælle og dele ud af den. Han og resten af mandskabet var altid meget opmærksomme, blandt andet når vi var i vandet og snorkle, så var der altid et ekstra øje på de yngste af børnene.

Alt var koordineret, og det fungerede bare. Der var for meget uro i vandet til at sejle og snorkle ved Manta Point, men så fandt Ari bare på noget andet, og så oplevede vi 100 tusinder af flagermus flyve mod Flores ved solnedgang. Det var selvfølgelig også her, at vi havde mødet med de store komodo varaner, nogle fantastiske gåture i Nationalparken på både Rinca og Komodo Island, hvor vi følte os helt trygge i selskab af Ari og rangerne. Der kan skrives meget mere om denne tur, men på 3. dagen tog vi afsked med Ari og fløj tilbage til Bali.

Her blev vi igen mødt af storsmilende Wayan, som også tog imod os, da vi landede på Bali fra Dk. Han og chaufføren skulle køre os til Ubud, hvor de næste knap 4 dage skulle tilbringes. En fantastisk livlig by med masser af musik og gadekunstnere, hvor vi stod tidligt op og oplevede morgenmarkedet, hvor de lokale kokke kommer og handler.

Vi var på en hyle morsom river rafting tur, som satte gang i både lattermusklerne, benene – da der er et par hundrede trappetrin, samt ikke mindst gav en flot naturoplevelse på et par timer ned af floden. Vi var ikke i Monkey Forrest, som er meget populær i Ubud, men så aberne, som ikke altid holdt sig inde i skoven. Vi oplevede balinesisk dans på vandpaladset – fin kulturel oplevelse. Husk myggespray! Køb gerne først dette på Bali, da det er meget bedre end, hvad vi har herhjemme.

Vi nævnte for Wayan, at vi gerne ville ud at køre en tur og se lidt mere af Bali, især rismarker, templer og bjerge. Vupti, så havde Wayan stykket en sådan tur sammen med ham som guide, endnu en fantastisk dag, hvor vi oplevede og igen takket være Wayan fik viden om endnu mere af denne smukke ø. Vi boede på et skønt hotel med rismarker lige i baghaven og lyden af fårekyllinger og frøer kunne sagtens høres for musikken.

Så skulle de næste godt 4 døgn tilbringes på Gili Trawangan. Vi blev hentet på hotellet og kørt ud til havnen, hvor vi sejlede med fast boats til Gili T. En rigtig bountyø, hvor vi blev modtaget af chauffører, som straks var klar til at køre os til hotellet i Cidomo (øens eneste transportmiddel på hjul, hestevogn). Tim havde igen for øje, ud fra vores samtaler, at vi nok ikke skulle indlogeres på østsiden, hvor alle de unge fester og opholder sig, så vi kom på et lækkert hotel på nordsiden, lige ned til strandkanten. Fik værelser med udsigt ud over havet, hvor man kunne høre bølgernes brusen hele tiden.

Tempoet er nu blevet sænket, til den mere afslappet stemning, cuba libra til 17,5 DKR serveret på hyggelige restauranter lige på stranden. Vi var på en skøn snorkeltur ud at se og svømme med havskildpadder. Fantastisk oplevelse for både store og små. 2 fra familien var ikke i vandet den dag, men deltog alligevel og så skildpadderne, da de kunne se dem igennem glasbunden i båden. Vi lejede også cykler på hotellet en dag, og cyklede øen rundt på omtrent en time. – Og ellers blev der badet og snorklet en masse, samt samlet koraller og flotte sten. En rigtig vigtig ting, som med fordel kan købes på Bali, er solcreme/-blokker. Selvom der er overskyet eller det blæser, så snyder det helt vildt, hvis man som os opholder sig rigtigt meget i vandet.

Så sejlede vi med fast boats til Nusa Lembongan, en lille lidt overset charmerende ø, lige syd for Bali, og her skulle de næste 4 døgn tilbringes. Vi blev igen indlogeret på et fantastisk hotel, beliggende lige ned på Dream Beach. Et smukt beliggende hotel med primitive bungalows, fedt indrettet med store senge, og toilet og brus under delvist åben himmel, så det blev en oplevelse for børnene hver gang, de skulle på toilet.

Igen erfarede vi Tims erfaring i hans valg af hotel, da vi ikke har oplevet 2 hoteller, som lignede hinanden det mindste, men alle hoteller har haft tip top standard og service og passet perfekt ind i de omgivelser, hvor de er placeret. På Lembongan er der som sådan heller ikke biler. Vi lejede en taxi – en ladbil med plads til 10, hvor vi blev kørt øen rundt og oplevede strandene, naturen og mangroven på nordøen. Vi var på en fantastisk snorkeltur med en lokal, som sejlede os over til naboøen Nusa Penida. Her oplevede vi også de store og majestætiske manta rays.

Så gik turen med fast boats tilbage til Bali til de sidste godt 3 døgn, hvor vi boede på luksuriøse Segara Village i Sanur. En typisk turistby, men også rigtig hyggelig, med masser af muligheder for shopping og lækre spa behandlinger til billige penge. Her var vi på en planlagt udflugt og havde den store oplevelse at være sammen med delfiner. En helt speciel oplevelse for både børn og voksne.

Et enestående og uforglemmeligt rejseeventyr, som levede op til langt mere, end vi forventede og kunne forestille os, men som blev aldeles fuldendt, takket være mødet med vores 2 guider Ari og Wayan, og ikke mindst manden bag alt planlægningen, Tim.

Tim har sagt til os mange gange; ”Bali er noget helt specielt, ikke mindst pga befolkningen”. Det har han så ganske ret i. Med vores ok rejseerfaring har vi aldrig mødt så imødekommende, behagelig og fantastisk en befolkning, hvor vi fra dag 1 har følt os trygge og altid med et smil på læben. Det har helt klart sat tankerne i gang hos os, når næste konfirmation melder sig om 4 år. Det er ikke sidste gang, at vi har besøgt Bali og Indonesien, for denne rejse har virkelig sat nogle aftryk i os for livet.

Hilsen familien Greve

Se rejsebeskrivelser fra andre gæster