Swiss-Belresort Watu Jimbar

Sanur & hoteller

Sanur - rolige omgivelser

Sanur & hoteller

Sanur – rolige omgivelser: På den sydøstlige del af Bali ligger Sanur, der er en af øens populære feriebyer. Området står i skærende kontrast til det hektiske liv i Kuta – ja selv bølgerne er mere beherskede i Sanur da koralrevet fungerer som bølgebryder, og beskytter den brede sandstrand mod havets grådige indhug.

Sanur stranden er ca. 7 km. lang og bred, nogle mener den sydlige del er den bedste, men vejr og vind har stor indflydelse på stranden og derfor er det ikke entydigt.

Både den fredelige hovedgade og på stranden er der et væld af spændende restauranter, hvor der er rig mulighed for at prøve eller genopdage nogle af de mange kulinariske specialiteter, Bali kan tilbyde. Så har I lyst til en ferie på Bali med en fast base, er Sanur derfor et rigtigt godt valg.

I Sanur findes også mange små hyggelige butikker, lokale markeder, templer og traditionelle ceremonier hvor I kan opleve balinesernes hverdagsliv på tættest hånd. I aftenskumringen liver stranden og hovedgaden op på ny. I skæret fra restauranternes kulørte lamper, anrettes dagens friskfangede fisk, og duften fra grillen pirrer de nasale sanser.

Man undgår ikke helt sælgerne i Sanur. De tilbyder deres træfigurer, billeder, drager, postkort og meget mere. Et af de første ord man som turist hurtigt lærer, er “tidak” – nej tak. Hvis man er god til at prutte om prisen, kan man dog også gøre en god handel.