Pemuteran og hoteller

Pemuteran – bjergkam & koralrev: Pemuteran ligger i den nordvestlige del af Bali, som er et særdeles frugtbart område, og rismarkerne her giver et højt udbytte. Her er lange og brede strande, og inde i landet er naturen meget varieret med store områder af ufremkommeligt terræn. Her findes Balis eneste Nationalpark (Taman National Park), der dækker 76.000 hektar af den nordvestlige del af øen.

Den smalle landevej mellem nord og vest bugter sig langs kysten, mens landskabet og vegetationen på modsatte side konstant skifter karakter. De store områder med vinmarker afløses af frodig vildtvoksende vegetation, som til sidst opsluges af bjergkammen, der markerer den ydre ramme om national parken.

Efter kørsel gennem dette smukke natursceneri ankommer man til Pemuteran. Et område der endnu ikke har oplevet turister i større antal, og appellerer til de rejsende, som ønsker rolige omgivelser. Den smukke natur og den dejlige strand kompenserer til fulde for et begrænset udbud af restauranter og andre faciliteter.

Koralrevet foran Taman Sari og havet omkring Pemuteran har ry for at være et unikt sted at snorkle, da intet andet område på Bali har så store koralrev med lavvande. Revene er tilgængelige at dykke og snorkle i, fordi der ikke er stærk strøm og bølger, som er karakteristisk for mange andre koralrev på Bali.

Kun en kort sejltur væk findes den uspolerede Menjangan Island, som går for at være Balis bedste dykke- og snorkling område. Se vores videoer Menjangan Island – Snorkeltur og Menjangan & Pemuteran – Snorkeltur.

Om aftenen kan I se solen gå ned over Java, mens Balinesiske og muslimske præster beder fra templer og moskeer i nærheden.

Under opholdet i Pemuteran er det muligt at besøge Ijen vulkanen på Øst Java. Se mere under udflugter.